Vi havde ikke fået reserveret plads i nattoget fra Verona til Prag, og vi var derfor rimelig paronoide, da vi steg på toget. Samtlige passagere havde en hvid seddel i hånden, som altså ikke var billet, men en stor og synlig reservation. Der gik lang tid, før en konduktør endelig henvendte sig til os, der havde taget opstilling med vores kæmpe oppakning ude i cykelkupéen. Vi prøvede at forklare, spillede uforstående (dumme), viftede med vores efterhånden slidte interrailpas. Da den første konduktør ikke forstod, hvorfor vi ikke havde en stor hvid seddel på os, hentede han en anden, og da den anden havde lige så store problemer med kommunikationen, fik han fat i en tredje mand med kasket og uniform (rimelig uoptimal situation, når man bare håber på at snig-tiltuske sig en reservation fra en enkelt forvirret konduktør). Endelig fik vi en reservation presset ud af dem - vi måtte bare selv finde pladser. Lettere sagt end gjort; vi vandrede op og ned af toggangene, kiggede ind i alle kupéer, hvor der enten var propfyldt, eller folk lå ned og sov og derfor optog meget plads. Hvis vi havde været lidt mere tough og hensynsløse (afhængig af hvordan man ser på det, for vi havde jo lige så meget ret til et varmt sæde!), havde vi mast os ind i en varm kupé, men fighter genet var svækket, så vi endte med at tilbringe natten på gulvet i cykelkupéen. Og vi var just lige faldet i søvn, da Freja Sofia blev brutalt sparket over skindebenet af en sur konduktør. Skøn måde at blive vækket på, når man nu sover så godt mellem mountain bikes og sidetasker.
..Men det er da også en obligatorisk del af interrail at have en helvedesnat - i et tog, vel at mærke. Da vi steg ud af toget på hovedbanegården i Prag tidligt næste morgen, blev vi straks mødt af en mand i jakkesæt og et væld af brochurer, der spurgte om vi manglede et hostel. Vi havde imidlertid gjort forarbejdet og reserveret et hostel, som virkede godt og billigt, og vi spurgte ham om vej. Modvilligt pegede han i en retning og ville så præsentere os for et hostel, som han i hvert fald kunne anbefale: man fik nærmest en hel lejlighed for sig selv, endda til det halve af, hvad andre hostels koster. Da vi var fast beluttede på at ta hen på 'Travellers Hostel', som vi havde reserveret, tog han en brochure frem der præsenterede Travellers Hostel: det var et dyrt, grimt sted, hvor man skulle sove på madrasser på gulvet sammen med en masse andre vildledte unge. Selv om det ikke tegnede godt, valgte vi altså at flygte fra manden og finde vej til Travellors Hostel - som viste sig at være den fineste og mest anbefalelsesværdige hostel-kæde i Østeuropa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar