fredag den 2. oktober 2009

Wurst, wurst, wurst - I Berlin




















Berlin, sidste stop. Sørgmodigt, men sandt. Men fortrængning kan være nyttigt og derfor tog vi til Berlin med store forhåbninger. Vi skulle bo med Toni og en af hans venner. GRATIS, yes my boys. Vi ankom efter at have kørt forkert og lidt hvileløst rundt i Berlins "Ring-system" uden valid tickets, så nerverne sad lidt uden på tøjet. Endelig ankom vi og blev modtaget af en himmelrykt Toni og en barfodet (i bedste hobit-stil) Steffen. Steffen var ret genert, især når han skulle snakke engelsk, men han var det mest pålidelige, loyale og søde menneske. Modsat Damien fra helvede i Barce. Vi kom op i lejligheden, der var så ren at selv vores mødre var gået i koma, ret imponerende når man tænker på, at det var to drenge der residerede i lejligheden. Vi fik også senere nogle små kommentarer om at vi ikke var de mest ordentlige mennesker på "holde orden" området, selvom vi forsøgte at skrabe kaosset sammen og ikke kaste for mange bomber ned i vores tasker. Tøj og toiletsager har det bare med at sprede sig så vildt det kan. Uden nogen synderlig indsats. Vi fik stillet taskerne fra os og drengene havde lavet aftensmad klar til os (Imponerende!!) Desværre røg Sofias glæde ned da hun forsøgte at få at vide hvad retten lød og Toni entusiastisk opmuntrede til "gueeees! You will never guess! It's German speciality. It's so goooooood." Tørt kunne hun konstatere: "Oh I can guess. It's liver." (NOOOOOO) Men det gik fint. Sofia fik skovlet det meste hen på Sørines tallerken når ingen så det, og resten blev spist med mange brasede kartofler. Man skulle jo nødig virke som et utaknemmeligt skarn, der ikke spiser hvad der bliver serveret. Aftenen gik med snak, musik og bare almen chilling. Og vores totalt mislykkede velkomst-takke gave. En flaske 80 % absinth og en cannabis vodka ekslusivt indkøbet til samlet 60-70 kr. i Prag. Begejstrede giver vi gaven og stemningen bliver rimelig akavet når Steffen fremstammer "Eeerhm, I don't drink." Skidegodt. Den helt rigtige at give til en dreng der ikke drikker. Vi skyndte os med drengene ud af døren og hen til deres rockmusiker-venner til Heimkino. Vi kom frem til en fed lejlighed med en orange væg, hvor der i midten var en hvid firkant perfekt aftegnet til projectoren og med bogstaver "HEIMKINO" skrevet med hvid i det orange. Filmen var sjov, filmen var tysk, Sofia faldt i søvn. Med løftet om en ny takke-gave sluttede vores første dag i Berlin, med en lidt blandet smag i munden. Især på grund af midnatskebabben.

Heldigvis havde vi fået den bortrejste roomies værelse og vågnede veludhvilede på en dobbeltsengs-luftmadras. Steffen var taget afsted på arbejde, så Toni og Frejaerne spiste kæmpe morgenmad til langt op af dagen. Og skyndte sig så at tage tøj på så vi kunne komme ud af døren og opleve Berlin, gå i genbrug og nyde undergrundskulturen og den low key, superkulturelle stemning der præger byen. Men vi måtte pænt vente på Toni der altså var længere tid på badeværelset end os og ret forfængelig. Der blev strøget skjorte med rejsestrygejernet, øjenbrynene blev rettet til, ansigtscreme, prøvning af forskellige outfits til han ramte det helt rigitge, laaaaangt bad og pakning af hans lille 'Jean Paultier' net.
Dagen var sjov og blev tilbragt i genbrug, hattebutik, Toni blev forsøgt scoret af en mand med en picninckurv der var åbentlyst bøsse (det er Toni ikke, for the record), drak maroccansk te, spiste mælkesnitter, legede heftigt på en legeplads, spiste noodlebox med for meget chili og andre ting der gør at man bliver lidt forelsket. I livet. Vejret var pragtfuldt og iført sommertøj gik vi hen til det mest vidunderlige sted med kæmpe bænke (KÆMPE, man skulle tage tilløb og hoppe for at komme op) biler man kunne ligge på, fordi de var begravet i en tyk græsplæne, en forladt bus osv. og der kom fed musik ud af græsplænen. Altsammen et af Berlins hot spots ved udendørsbadet. Virkelig sejt sted. Her skulle vi se en udendørsfilm om Che Guevara. Men så langt kom vi aldrig for Sofia fik det forfærdeligt og blev virkelig virkelig syg. Hjem hjem hjem. Metroturen var ren tortur, men lidt godt kom der ud af det, for vi fandt den sejeste kæmpe bamse. Som vi self tog med hjem. Til Steffen. Han blev ikke vildt glad. Ikke så slemt som med absinten, men slemt nok da ordensmennesket (hausfrauen) Steffen så hvor klam og ulækker bamsen var, og han valgte at se helt bort fra det faktum at den var klædt i vild 80'er joggingsæt.

Skønne Martine, hårklip med gafler, absinth, pamplemousse is, chill ved flodbredden og Donaustr. Freja der ofrede sig og spenderede eftermiddagen med Toni.
Cocktails, klamme fyre, Spaghetti Napoli, stor mave, Indieklub, VILD DANS, 2 liters sangria (der blev gemt i buskadset), sushi, fotoautomat, fornærmelser, febrilske forsøg på at genforenes med Martine, a capella på trappe, vand, stjernehimmel, øde kvarter, 1 Euro pizza, damer der forsøgte at tvinge os til at købe mad til hende (og 40 andre blev også forsøgt på), kapring af dødsbo (ny gave til steffen<3, han troede vi var skæve fordi Sofia grinte så meget at hun var ved at falde ned ad trapperne og Sørine til sidst blev flov, 2 timers søvn, STORindkøb i Liddl, Slik=god gave til Steffen, pandekager til morgenmad, Toni, kys på munden, afsked. Postkort, træthed og afslutning. Sort voksende hul i brystet. Mad fra McD, blev fniset af en tyk mand der måbede af mængderne af mad vi proppede i os, to amerikanske drenge der hang på os hele togturen og færgeturen fra Berlin, voksende angst efterhånden som Danmark rullede forbi, kortspil der sluttede med Frejas hånd blev straffet. Dårlig dårlig og skod leg.

Østeuropas Disneyland

Byen med alle statuerne, spirerne, bygningerne, barerne.. Så var vi her endelig! Freja Sofia havde været i Prag i 9. klasse, men mente ikke at kunne huske særlig mange facts fra dengang (det kom så gradvist, efterhånden som byen på ny åbnede sig, og Sofia kunne til sidst fortælle mange spændende ting om byens historie! Dejligt at noget fra folkeskolen alligevel hænger ved). 

Vi havde ikke fået reserveret plads i nattoget fra Verona til Prag, og vi var derfor rimelig paronoide, da vi steg på toget. Samtlige passagere havde en hvid seddel i hånden, som altså ikke var billet, men en stor og synlig reservation. Der gik lang tid, før en konduktør endelig henvendte sig til os, der havde taget opstilling med vores kæmpe oppakning ude i cykelkupéen. Vi prøvede at forklare, spillede uforstående (dumme), viftede med vores efterhånden slidte interrailpas. Da den første konduktør ikke forstod, hvorfor vi ikke havde en stor hvid seddel på os, hentede han en anden, og da den anden havde lige så store problemer med kommunikationen, fik han fat i en tredje mand med kasket og uniform (rimelig uoptimal situation, når man bare håber på at snig-tiltuske sig en reservation fra en enkelt forvirret konduktør). Endelig fik vi en reservation presset ud af dem - vi måtte bare selv finde pladser. Lettere sagt end gjort; vi vandrede op og ned af toggangene, kiggede ind i alle kupéer, hvor der enten var propfyldt, eller folk lå ned og sov og derfor optog meget plads. Hvis vi havde været lidt mere tough og hensynsløse (afhængig af hvordan man ser på det, for vi havde jo lige så meget ret til et varmt sæde!), havde vi mast os ind i en varm kupé, men fighter genet var svækket, så vi endte med at tilbringe natten på gulvet i cykelkupéen. Og vi var just lige faldet i søvn, da Freja Sofia blev brutalt sparket over skindebenet af en sur konduktør. Skøn måde at blive vækket på, når man nu sover så godt mellem mountain bikes og sidetasker.

..Men det er da også en obligatorisk del af interrail at have en helvedesnat - i et tog, vel at mærke. Da vi steg ud af toget på hovedbanegården i Prag tidligt næste morgen, blev vi straks mødt af en mand i jakkesæt og et væld af brochurer, der spurgte om vi manglede et hostel. Vi havde imidlertid gjort forarbejdet og reserveret et hostel, som virkede godt og billigt, og vi spurgte ham om vej. Modvilligt pegede han i en retning og ville så præsentere os for et hostel, som han i hvert fald kunne anbefale: man fik nærmest en hel lejlighed for sig selv, endda til det halve af, hvad andre hostels koster. Da vi var fast beluttede på at ta hen på 'Travellers Hostel', som vi havde reserveret, tog han en brochure frem der præsenterede Travellers Hostel: det var et  dyrt, grimt sted, hvor man skulle sove på madrasser på gulvet sammen med en masse andre vildledte unge. Selv om det ikke tegnede godt, valgte vi altså at flygte fra manden og finde vej til Travellors Hostel - som viste sig at være den fineste og mest anbefalelsesværdige hostel-kæde i Østeuropa.

torsdag den 20. august 2009

Ferie naar ferie er bedst

Vi havde haardt brug for at geare ned efter Barcelona, saa da vi fik chancen for at besoege Freja Soerines kusiner, der bor ved Garda soen i Italien, greb vi den. Der er ikke mange hundrede kilometer fra Barcelona til Brescia, men aldrig har vi vaeret paa saadan en omstaendig togrejse! Det blev ikke bedre af, at vi fredag tog afsted helt uden at ha (igen, igen, igen) lukket et oeje. Foerst tog vi til Cerbera, dernaest til Nabonne, hvor vi overnattede. En gruppe unge franskmaend gav os et lift til den naermeste campingplads (som laa i en helt anden by), og nu de allerede var i gang med at give os gratis ydelser, hvorfor saa ikke smugle os ind paa campingpladsen, slaa vores telt op, og lade os tage afsted naeste dag - uden at betale en eneste cent. Hjaelpsomme mennesker, maa man sige. Om aftenen spiste vi pizza paa stranden, vandrede lidt rundt paa et lokalt marked og saa nogle egyptiskinspirede toploese damer optraede paa en scene midt i byen: ganske hyggeligt, men det var lidt haardt at gaa fra den ene yderlighed til den anden - fra Barcelonas raa ungdom til denne lille pensionistflaekke, og man havde lidt en foelelse af tomhed indeni..
Fra Nabonne tog vi til Vintemille (hvor vi var noedt til at vente paa toget til Milani fra 11 aften til 5 morgen -jubii, glaeden var lille) og vi endte med at sove paa perronen, lidt koldt med en sovepose om os. Vi har fundet ud af, at vi paa en eller anden maade vaekker et beskyttergen i folk. Foerst vores franske venner, T og V, de unge fra campingpladsen, en hysterisk dame paa Vintemille der ville have os med hjem til sit trygge hjem i Cannes og flere grupper drenge, der saagar forklarede os spisemulighederne i stationens meget lille cafeteria. Vi har fattet det, ja. Og nej I behoever ikke vaelge for os eller forklare prisen. Ret irriterende naar man har klaret sig selv i omkring tre uger. Fra Vintemille til Milano (hvor vi var lige ved at faa en boede for ikke at have udfyldt vores interrailbillet, vi troede det var taabeligt tidspilde og han var den foerste der tjekkede (typisk for nyuddannede), men her kom vores blondinehaar og bambioejne os til gode og vi spillede rimelig dumme. Og til sidst fra Milano til Brescia. Alt i alt tog rejsen to doegn! Men vi saa da den asur-blaa kyst fra dens bedste side, og vi vidste, hvad der ventede os i den anden ende: En stort laekkert hus med pool i haven og en af verdens smukkeste soer, Garda-soen.
Tante Charlotte hentede os ved bustoppestedet soendag aften, og den italienske familie boed paa deres nationalret, pizza. 2xF fik en fantastisk groensagssag med spinat, aubergine og peberfrugt. Den lange rejse havde taeret haardt paa vores kraefter, og vi saa frem til en god nats soevn i teltet, som vi havde slaaet op i haven, men det varede ikke laenge, foer vi fik uventet besoeg. En herreloes kat ved navn Jack var blevet en naer ven af huset og holdt til i haven. Denne nat var der dog pludselig en stor genstand midt i haven (laes: teltet), som ikke plejede at vaere der, hvilket, at doemme efter dens opfoersel, freakede den rimelig meget ud. Mens vi laa inde i teltet, begyndte katten at vandre i cirkler, og den lagde sig nogle meter fra teltaabningen og stirrede ind paa os med dens farlige tigeroejne. For sjovs skyld tog vi nogle billeder af den, rimelig mange maaske, og med blitz selvfoelgelig, for det var jo moerkt. Hvad fanden, har Jack nok taenkt, og den kom taettere paa. Vi skyndte os at lyne til, saa den ikke kom ind i teltet. Men der gik ikke lang tid, foer vi hoerte et bump ind mod teltaabningen. Og lidt efter et til paa siden af teltet. Saa endnu et. Katten valgte altsaa at kaste sig ind mod alle teltets sider, sandsynligvis for at haevne sig over vores flash light op i dens hoved. Vi foelte os rimelig meget som indelukkede byttedur og Sorine skreg efter at Sofia havde hidset stemningen rimelig meget op, og forsikret Sorine om, at det ikke var Sofia der havde gang i en joke, men rent faktisk katten der gik amok paa teltet. Det var rimelig svaert at sove den nat, og vi rullede os sammen saa hverken foedder eller hoved blev involveret i kampzonen. Kaere Gud, lad teltet holde. Hvor godt husker katte? taenkte vi, og gruede for, hvad der ville ske naar vi kravlede ud af teltet naeste morgen. Saadan fortsatte det alle naetterne og Jack the Ripper var lige frygtindgydende hver gang. - Den startede altid med at ligge og stirre virkelig virkelig ondt, og derefter enten kastede den sig langt op af teltdugen for derefter at glide langsomt ned, eller ogsaa vaeltede den ind paa siden med al dens kraeft. Til sidst gik den mest direkte efter aabningen. Katte bliver nok aldrig our thing.

Mandag tilbragte vi ved Garda-soen sammen med kusinerne Daniela, Veronica og Michela og Danielas kaereste Andrea. Solen braendte, vandet var klart og koeligt, udsigten smuk, og der var is i naerheden. Naar vi ikke vaeltede rundt i vandet, laa vi og kiggede ud paa bjergene og blev brune - omsider fik vores skandinaviske hud en ordentlig omgang kuloer. Hjemme i haven kunne vi bade i poolen, naar det blev for varmt, og vi fik meget tid til at gaa med at lave tricks i vandet. Michela var hjemme stort set hele tiden, saa vi tre gik paa markedet, gik hen paa den lokale café osv. Hun beloennede os jaevnligt med hjemmelavede halskaeder og slik.

Vi lavede mad paa trankiaet, for man kan ikke sove i telt uden ogsaa at lave mad paa trankiaet i den fri natur (paa en legeplads) og ellers udnyttede vi det privilegie et rigtigt koekken nu engang er, og isaer blev vi glade for rigtig italiens olivenolie, stegt aubergine, nyplukket frugt og parmesanost. I massevis. Og selvfoelgelig italiensk is. En dag koebte Sofia af to omgange (5 kugler blev det til, ups) og det var aabenbart meget underholdende for isdamen. Tak fordi du traeder i det. Forunderligt nok valgte vi ikke at udnytte det privilegie et rigtigt badevaerelse er, saa hvorfor ikke udskyde badet til i morgen? Saadan gik der ni dage foer vi fik vasket haar. Sidst var i starten af Barcelona. Aren't we delicious?

Efter afslappende dage i Italien traengte vi til mere action og turen fortsatte mod Prag. Med endnu en forfaerdelig togrejse og nye tricks til hvordan man afviser paagaaende maend der bare er klamme.

Fortsattelse foelger, selvom vi er kommet hjem.

mandag den 17. august 2009

...Fun still has no price, but karma is a bitch

Nu kommer indlaegget, der forhaabentlig haenger sammen med overskriften. Efter halvanden dag som ufrivillige hashvrag blev tingene mere spaendende. Vi havde jagtet et hostel om formiddagen og faet plads paa det famoese Kabul fra natten efter. (Her boede ogsaa vores venner Thibalut og Virgil (HERE ARE YOUR NAMES BUT YOU DO NOT KNOW WHAT WE WRITE ABOUT YOU)- (nu bliver de glade, vi ved de laeser den..)). Ved 5-tiden moedtes vi med vores host og hans venner til "picnic" i den stoerste park i Barcelona, hvor de lokale holder til -herunder goeglere der finpudser aftenens show til Ramblaen. Her indtog vi vores livs klammeste burgere efterfulgt af vores livs klammeste saakaldte "sommersalat"..


I parken laerte vi vores foerste goeglertrick; contactball (http://www.youtube.com/watch?v=gwoErwyBST0 - her er mange af de tricks vi laerte) af en laekker mexicaner (den foerste af slagsen), der dog havde nakkehaar plus naesehaar der var groet ud i et med skaegget.. Han hed Ijermo, men hans venner kaldte ham MEMO. MEMO blev starten paa et endnu mere kompliceret forhold til vores vaert, da vores vaert pludselig ikke broed sig om ham mere, og det resulterede i mange krumspring i forsoeg paa at undslippe MEMO. Men karma is a bitch, a big one, og vi moedte ham cirka syv gange de naeste 24 timer op og ned ad Ramblaen. Damn.

Sammen med Memo og de to tyske venner, Franka og Toni, som lejede sig ind i Damiens hus, tog vi om aftenen til Equardor-festival. Vi var de eneste blegfede danskere/tyskere i miles omkreds. Festivalen var en rigtig lokal begivenhed, hvor hele Spaniens equardoriske befolkning var samlet for at spise, danse, raabe, skrige og socialisere. En mand opstraadte med sangen 'Loca' paa repeat, der blev smuglet tasker over hegnet, der var slaaskamp og fight med politiet. Vi koebte noget forskelligt mad ved et par af de mange boder, men endnu engang var de to madelskere F+F uheldige: der var mere ben end koed i kyllingeretten, og de majs vi fik var store, vandede og uspiselige. Aev altsaa, i dag maatte vi altsaa sulte.

Senere paa aftenen blev vi beordret hjem af Damien, og saa skulle vi i byen med ham og hans taagede venner. Vi endte faktisk med at faa en hyggelig tur i down-town, hvor vi besoegte nogle seje barer (den der hedder Manchester kan anbefales!), og vi kom forbi Mona Chaus lejlighed (Damien paastod, at de var 'homies', men mon ikke Mano var mest interesset i Damiens planter?). Endnu en nat i den tilroegede lejlighed og saa afsted til vores... ja, nu kommer det:

KABUL HOSTEL. Alle der faar muligheden maa love os at besoege dette ungdomshotel. Det er Paradis paa jorden, med fest, farver og de dejligste mennesker. Vi moedte saa mange fra New York, Frankrig, Canada, Australien, Venezuela, England osv. osv., festede med dem i hvad der nu var aftenens party-room og tog ud i Barcelonas natteliv.

Som de hustlere, vi nu engang er (vi betaler sjaeldent for noget, busbilletter, togreservationer etc. men ynder i stedet at smugle os ind), fandt vi paa det geniale trick kun at betale for en person den sidste aften paa vores hostel og bare sove to i en seng. Efter at vaere blevet forsikret om, at det kunne man sagtens af forskellige overmodige drenge, tjekkede Freja Sorine ud, og Freja Sofia forlaengede ophodet med en nat, under adskillige forsikringer til receptionisten om, at "nej nej, min ven skal afsted. Ja hun staar paa kontrakten sammen med mig, men hun bliver ikke." Dagen gik med at smugle Freja ind og ud: Haaret oppe, haaret nede, kasket, ikke kasket, skifte toej, ind bag stor gruppe osv. Det er ikke saa let som det lyder, eftersom der er massiv overvaagning og man SKAL gaa forbi receptionen for at komme op til vaerelserne.

Det gik, gudskelov. Vi frygtede lidt vores nye vaerelseskammeraters reaktion, men alle var cool med det. Det viste sig at der var tre andre overnattende gaester paa gulvet. (tre fyre der alle havde misset deres fly, en af dem havde misset baade det oprindelige og det nye han saa havde koebt.)

Vores vaerelse blev det nye party-room (201, de fleste fra det gamle, 302, var rejst) og snart blev vi 30 mennesker paa i et ret lille rum og folk sad i koejerne, roeg paa altanen og sad sammenpresset paa gulvet. Det blev lidt for mange mennesker for vores nye redningsprojekt: En tysk fyr der var meget genert, spejder, lige fyldt 18 og paa rundrejse alene for at blive lidt mere udadvendt. Det var ikke gaaet saa godt for ham og man kunne tydeligt maerke at han ikke havde laert at gebaerde sig til fester. Saa vi slabte ham ned i baren (selvom han ville have vaeret i seng, men hostlet ville anderledes) og haeldte oel paa ham. Efter en halv liter var hans kinder blussende roede og han var helt i hopla. Vi gik tilbage og saa koerte tingene for ham.

Det maa ikke gaa ubemaerket hen, at begge Frejaer oplevede at se solopgangen med kys, kram og sand mellem taeerne. Barce, du vil altid ha en plads i vores hjerter!

PS.

Barcelona sover aldrig, og slet ikke om natten, men vi formaaede da at faa set noget kunst og kultur. Tirsdag blev trods voldsomme toemmermaend erklaeret Gaudi-dag, hvor vi foerst tog op til Parc Guell og dernaest vandrede ned gennem byen til Sangrada Familia. Parc Guell fascinerede os begge. Det var en knaldvarm dag, alt var toert og oerkenagtigt, og parken var som en gryde. Vi gik foerst op paa toppen af 'bjerget', hvorfra man kan se hele byen, og satte os saa paa en sti for at hvile vores traette ben. En charmerende mand spillede sing a longs paa sin guitar, vi sang med og havde det dejligt. Den store plads med Gaudis udsmykning rundt i kanten var ogsaa befolket af smaaorkestre, og neden under pladsen mellem de smukke soejler sad en mand og spillede violin. Parken var en skoen forening mellem natur, mennesker og Gaudis former og farver. Det er ikke til at tro, at han levede for 150 aar siden og stadig kan vaere saa moderne.. Efter at have spist mozzerella og tomat paa et doertrin begav vi ogsaa videre til katedralen, og pludselig stod den der, mindre end vi forestillede os, men dog med en vis aura af autoritet. Og da klokkespillet gik det hele op i en hoejere endhed, ogsaa selv om der stadig var lidt byggestillads rundt omkring paa kirken - hvornaar bliver den egentlig faerdig? - og vi kun saa den paa afstand ude fra.

Absinth absinth, adios eller hvad det nu hedder paa tjekkisk.

torsdag den 13. august 2009

Kabul hostel = fun has no price - heaven is a party place on earth

Vi vaagnede med oemme lunger og kroppe helt i stykker efter en nat i hashtaager. Soendag formiddag gik med reggaemusik paa computeren, hvor isaer sangen "Grow your locks" var et hit. Find den paa youtube. Endelig kom vi ud af doeren - vi ville ud af reggaehelvede og finde et hostel. Vi gik ned til Plaza de Catalonya, fandt noget vand og satte os for foerste gang paa den kendte Rambla, gaden hvor turisterne haenger ud som en anden kofarm (freja Sofias ordvalg...). Der var helt sort af mennesker! Naeppe havde vi sat vores toerstende munde til vandflaskens aabning (Freja Sorine er blevet forvandlet til Mie fra Far til fire naar hun snakker), foer en rigtig slesk gut med en suspekt lang lillefingernegl (man sniffer kokain fra den mormor - det er praktisk og handy kan du godt se?) henvendte sig til os og spurgte...

"Do you speak English?" mens han snakkede i mobil. Blaaoejede og blondies svarede vi noelende "No not so much, no" og undrede os over hans underlige approach (og hans negl). Et millisekund efter kigger Sorine ved et tilfaelde ned paa sin taske og ser en hand paa vej ned i den. NO MA CHODOS, DIO! (Don´t mess with me bitch paa spansk). Sorine siger i lettere overrasket toneleje "Freja, vi bliver jo bestjaalet!" Efter to minutters ophold paa Ramblaen og en halv time paa fri fod i Barcelona. Men vi har stadig alle vores ting. No ma chodos dio. No ma chodos.

Det blir spaendende, fortsaettelse forlger (endnu engang smidt vaek fra computeren)

tirsdag den 11. august 2009

Barce, Barce, Barce!

Barcelona! Endelig!! Efter regn og et ikke vandtaet telt (som holdt taet!! Nogenlunde) ankom vi endelig med toget til Barcelona. Vi svedte og svedte efter at vaere varmt paaklaedt fra det kolde San Seb (kun 24 grader, pff) og forsoegte at finde ud af vores vaert som vi skulle bo hos befandt sig. Efter vejguiding fra en svensk servitrice kom vi frem! En soed (vi blev klogere) mexicaner der har boet i Barcelona de sidste fire aar. Og hans indianerven der ditto har levet her i fire aar.
De virkede soede, men da de begyndte at fortaelle om weekendens udskejelser og eksperimenterende blev vi lidt skraemte! Vi kom hjem i lejligheden og fik endnu en overraskelse. Et lille Ikea-lignende garderobeskab (til planter) lagde hus til 15 marihuana planter med forskellig smag (bl.a. mango). Der havde navn. Og blev talt til. Og vaekket hver morgen. J-E-S-U-S! Manden er 34 og har ikke boern. Planterne er hans boern.
Efter de havde roeget deres aftenboenne lagde vi os til at sove i en dunst af hashtaage paa sofaer der var alt alt for korte. Endnu en helvedesnat. Om morgenen gik vi ud for at fixe hostel men fik foerst plads dagen efter. Vi var stuck med vores couchsurfer der viste sig at ryge boenner (joints if you wonder) kl. 10, 11, 12, 13, 14, 15 et. Konstant! De fortalte os om Mexio og noget var spaendende andet latterligt. En principfast mand man ikke kunne diskutere med.
Tiden loeber ud nu. Vi skriver i morgen.
Vi er blevet forsoegt bestjaalet, blevet antastet af store nigerianske kvindelige prostituerede, men vi afvaergede alle Barcelonas bad guys!!!

Sov godt Danmark!

Nordspaniens vilde vejr

To timer med tog, saa var vi I den nordspanske badeby San Sebastian, kendt for sine strande med gode surfingmuligheder og sin mad. Faktisk er Sebastian den by i verden med flest Michelin-stjernede restauranter, og det er jo fint, men med et bugdet som vores er det naeppe relevant.

Til gengaeld fik vi brugt vores trankiasaet vaeldig meget. Vi tog bussen op til toppen af et bjerg (den blev ved med at koere, op og op, og vi blev mere og mere aengstelige for, hvor langt fra byen vi skulle bo). Her laa en udmaerket campingplads - dog med skiltet "COMPLETELY FULL" haengende udenfor. Vi besluttede os for at se ynkelige ud, saa de maaske ville forbarme sig, men der var maerkvaerdigt nok plads, trods skiltet.. Naeste dag var det ned paa stranden med os, saa hurtigt bussen nu kunne koere, og vi fik da ogsaa det spanske vand at smage, Boelgerne var saa vilde, at begge Frejaer flere gange forsvandt under overfladen, da vi forsoegte at kaempe os ind igen. Men de mange surfere ku lide det. Stranden i sig selv er ogsaa ufattelig smuk - en lang, gammel gotiskinspireret promenade, og ud fra kysten ligger to smaa oer, hvor der paa den ene er en stor statue ala den i Rio de Janero (???). Meget smukt syn.

Da vi var paa vej hjem denne eftermiddag, satte uvejret ind. Tunge draaber vaeltede ned over og byen, og en kraftig vind blaeste ind mod kysten. Vi tog ned i byen om aftenen, vandrede lidt rundt i vores regntoej, moedte nogle franske (igen franske) surferdrenge, der heller ikke foelte sig helt tilpas paa de meget teenageagtige clubber, der laa paa promenaden, og loeb lidt rundt med dem. Trods den gode paaklaedning maatte vi paa et tidspunkt sande, at det ikke var natten for en bytur. Vi forsoegte at holde os oppe til solopgangen, som skulle vaere fantastisk fra bjergets top (Freja Soerines idé, vist nok), men da solen endelig skulle vaere paa vej op, var himlen saa regnfuld og overskyet, at der kun viste sig en svag graalig farve i oest. Hjemme ventede et regnvaadt telt i stil med Roskilde 07... What a night, what a night.

Dagene fulgte derpaa - vi vaskede toej, lavede laekker mad paa trankiaet, og det var hyggeligt, men folk paa campingpladsen begyndte, ligesom os, at kede sig. Pludselig kunne i ikke gaa i fred for alle de henvendelser, vi fik fra alverdens campister. Vi havde isaer svaert ved at undgaa en enlig/ensom stortalende italiano-fyr. Han rejste for sig selv uden penge og nogen bestemt rute - havde sat alle sine penge ind i en skotsk bank, saa han ikke kunne bruge af dem, for som han sagde: "If I have money, I will just spent all of them on clubs and girls", og han crashede forskellige telte, afhaengig af hvem han lige moedte paa stranden. Den stakkels mand jagtede os rundt over hele campingpladsen i sin iver efter at tale med nogen, og han var ikke til at slippe af med igen.

San Sebastian er bestemt en flot og hyggelig by, men ta ikke dertil hvis DMI lover regn! Og laer evt. at surfe foer du kaster dig ud i boelgerne.

... Som sagt brugte vi en del tid paa at lave trankiamad, og for god ordens skyld kommer her et par hjemmebragte campingretter, som vi havde stor succes med:

San Sebastiansk poelsegryde: Steg hvidloeg, loeg, squash og chorizcopoelse, kom flaaede tomater og roede linser (fra daase) i, tilsidst olivenolie, salt og peber. Umm

Kylling-spinat-salat: Steg loeg, roed peber og kylling, kom frisk spinat i til den bliver bloed og varm. Samme krydderier. Vi spiste det med broed og avocado, men det kan undvaeres!

I oevrigt er roeraeg godt at lave paa trankia.